Vi har rigtig godt drikkevand i Bevtoft, på vandværket indvinder vi cirka 50.000 kubikmeter råvand pr. år fra 3 boringer, beliggende ved vandværket på Krügersvej 7.

Herfra udpumpes vandet videre til 386 forbrugere.

Råvandet fra boringerne er godt og uden indhold af kritiske stoffer og derfor velegnet som grundlag for drikkevand af rigtig god kvalitet.

Indvindingsområder1 (2)

Her dannes vores drikkevand.

Figuren her viser indvindingsoplandet for vandværket  (indenfor den blå linie).

Det er indenfor dette område, størstedelen af vores drikkevand dannes og da vandet er ret ungt og undergrunden består af sand uden noget lerlag er det af stor betydning, at vi alle sørger for at undgå enhver form for forurening i området. En forurening vil meget nemt kunne sive ned i grundvandetog derved gøre vandet helt ubrugeligt som drikkevand – til stor skade og meget store omkostninger for os alle.

Du bor oven på dit drikkevand – pas på det !

Vandets behandling på vandværket:  

Råvandet fra boringerne indeholder normalt en række stoffer, der kan gøre vandet uegnet som drikkevand. Derfor skal råvandet gennemgå en vandbehandling på vandværket.                                                    

På Bevtoft vandværk foregår vandbehandlingen i to trykfiltre, hvor vandet tilføres trykluft, for at fjerne evt. luftarter som metan og svovlbrinte, der ledes ud af filtrene, samtidig iltes vandet under lavt tryk. Den tilførte ilt reagerer med de opløste stoffer i råvandet, hvoved disse stoffer omdannes til uopløselige forbindelser, som efterfølgende fjernes ved aflejring  i  filter materialet, der primært består af forskellige typer sand – For at fjerne disse aflejringer skal filtrene, regelmæssigt ”skylles”, en proces hvor filter materialet først  blæses igennem med trykluft og derefter gennemskylles med vand, aflejringerne løsnes så fra filtermaterialet og skylles ud i kloaksystemet.                        

Efter vandbehandlingen ledes vandet til rentvands-tanken og er nu klar til at pumpes ud til brugerne som godt og rent drikkevand.